Min vej ind i mentaltræning begyndte ikke med en plan om, at det en dag skulle være mit arbejde.

Den begyndte, fordi jeg selv stod et svært sted i mit liv og havde brug for hjælp.

Jeg startede derfor selv i et mentaltræningsforløb. Dengang handlede det først og fremmest om mig selv og om at få nogle værktøjer til at håndtere det, jeg stod i.

Men det, der begyndte som mit eget forløb, udviklede sig til noget, jeg aldrig havde forestillet mig.

Jeg blev senere ansat og endte pludselig på den anden side af bordet – som mentaltræner. Nu var det mig, der sad over for mennesker, som selv stod svære steder i livet.

Og derfra tog det for alvor fart.

Det blev til flere hundrede personlige klientforløb, tusindvis af timers undervisning, foredrag, workshops, retreats, podcast og undervisning af andre mentaltrænere.

På mange måder har jeg derfor oplevet mentaltræning fra begge sider af bordet.

Jeg ved, hvordan det er selv at sidde der og have brug for hjælp. Og jeg ved, hvordan det er at sidde på den anden side med ansvaret for at hjælpe et andet menneske videre.

Det har præget den måde, jeg arbejder med mennesker på den dag i dag.

Da jeg sammen med de øvrige medarbejdere blev opsagt, sluttede et kapitel, som havde fyldt en stor del af mit liv gennem flere år.

Efterfølgende fik jeg tilbuddet om at fortsætte gennem en franchisemodel.

Økonomisk ville det have været en god aftale for mig. Jeg valgte alligevel at takke nej.

Det var ikke en nem beslutning.

For jeg sagde ikke kun nej til en økonomisk god mulighed. Jeg skulle også give slip på noget, jeg selv havde brugt flere år på at bygge op.

En stor del af min rolle havde været bag kulissen. Jeg havde været med helt inde i maskinrummet og brugt utallige timer på backend, systemer, opbygningen af forløb, undervisning, struktur, medarbejdere og den daglige drift.

Jeg kendte det hele indefra.

Så det var mærkeligt pludselig at skulle træde væk fra noget, jeg selv havde lagt så meget af mig selv i.

Jeg kunne have valgt den sikre vej og fortsat.

Men jeg kunne ikke se mig selv i den retning, det var på vej i.

Og det tvang mig til at stille mig selv et ret enkelt spørgsmål:

Hvor meget er mine værdier egentlig værd, hvis jeg kun følger dem, når det ikke koster mig noget?

Det er nemt at sige, at mennesker kommer før penge. At ordentlighed betyder noget. At man vil stå ved sine værdier.

Men værdier bliver først rigtig interessante, når der følger en regning med.

For mig var regningen økonomisk usikkerhed og risikoen ved at skulle begynde forfra.

Det kunne betyde, at nogle af de materielle ting, jeg havde arbejdet for, måtte sælges undervejs. Bil, campingvogn eller hvad det nu måtte være. Selvfølgelig betyder økonomi noget. Det ville være naivt at påstå andet.

Men det betyder mere for mig at kunne se tilbage om 10 år og vide, at jeg faktisk turde handle efter det, jeg sagde, jeg stod for.

Jeg ved ikke, hvor WITHEA ender. Det er jo netop dét, der gør det til et sats.

Men jeg ved, at jeg hellere vil tage chancen og risikere at fejle med noget, jeg tror på, end vælge den økonomisk sikre løsning i noget, jeg ikke længere kunne se mig selv i.

Midt i alle de overvejelser sagde min bror noget til mig, som ramte mig:

“Du har siddet og bygget alt det her. Er det ikke på tide, du gør det for dig selv? Du har jo evnerne.”

Den sætning blev hængende.

For han havde ret i én vigtig ting:

Jeg skulle godt nok gå væk fra det, jeg havde bygget. Men jeg gik ikke derfra tomhændet.

Systemerne kunne jeg forlade. Det samme kunne jobbet og titlen.

Men erfaringen, alt det jeg havde lært, og evnen til at bygge noget op fra bunden tog jeg med mig.

Og for første gang fik jeg muligheden for at bruge det hele på at skabe noget, der var mit eget.

Det blev begyndelsen på WITHEA.

Pludselig stod jeg med noget, jeg ikke havde haft i mange år:

Et næsten blankt stykke papir.

Jeg havde erfaringen, idéerne og en masse tanker om, hvad jeg selv ville gøre, hvis jeg en dag fik muligheden for at bygge noget på min egen måde.

Nu havde jeg muligheden.

Det var selvfølgelig også skræmmende. For én ting er at have været med til at bygge og drive noget stort. Noget andet er at stå med ansvaret selv og skulle begynde fra bunden.

Men samtidig kunne jeg mærke en energi i det.

For første gang kunne jeg spørge mig selv:

Hvis jeg ikke skal bygge det, andre ønsker – hvad vil jeg så selv bygge?

Jeg havde ikke alle svarene. Langt fra.

Men jeg havde mange års erfaring med mennesker, mentaltræning, undervisning, ledelse, udvikling og systemer. Og jeg havde efterhånden også en masse tanker om, hvad jeg gerne ville gøre på min egen måde.

Så jeg begyndte.

Ikke med en færdig plan for, hvor det hele skulle ende.

Men med beslutningen om at finde ud af det.

Og stille og roligt begyndte WITHEA at tage form.

Jeg var faktisk i tvivl om, hvad fremtiden skulle bringe.

Jeg havde sagt farvel til noget, der havde fyldt en stor del af mit liv gennem flere år, og for første gang stod jeg et sted, hvor vejen ikke allerede var lagt foran mig.

Men når jeg tænkte tilbage på arbejdet med klienterne, undervisningen og de mennesker, jeg havde fulgt gennem årene, kunne jeg mærke, at ilden stadig brændte.

Jeg var ikke færdig med mentaltræning.

Tværtimod.

Jeg kunne mærke, hvor meget arbejdet med mennesker stadig betød for mig, og jeg havde ikke lyst til at slippe det. Spørgsmålet var derfor ikke længere, om mentaltræning skulle være en del af mit liv.

Spørgsmålet var, hvordan jeg selv ville gøre det.

Noget af det første, der kom på plads, var faktisk navnet.

WITHEA er skabt ud fra navnene på mine døtre.

Jeg kunne selvfølgelig have fundet på et navn, der lød godt eller passede til mentaltræning. Men når jeg nu skulle bygge noget, der var mit eget, ville jeg gerne have, at navnet betød noget for mig.

Og det gør WITHEA.

Det minder mig også om, at det, jeg bygger, skal være noget, jeg kan være stolt af – ikke kun som virksomhed, men også som menneske.

For gennem årene havde jeg gjort mig mange tanker om, hvad jeg selv ville skabe, hvis jeg en dag fik muligheden for at begynde fra bunden.

Jeg ville bygge noget, hvor ærlighed, ordentlighed og respekt for mennesker ikke bare stod på en hjemmeside, men kunne mærkes i den måde, vi arbejder og træffer beslutninger på.

Og jeg ville skabe mentaltræning, som mennesker rent faktisk kunne forstå og bruge.

Noget, der kunne gøre det lettere at forstå sine tanker, følelser, reaktioner, mønstre og valg – og omsætte den forståelse til konkrete handlinger i sit eget liv.

Mennesket skulle samtidig aldrig forsvinde ud af mentaltræningen.

Derfor skulle WITHEA ikke bare være videoer og materialer på en skærm. Den personlige sparring skulle være en del af det fra starten.

Da logoet skulle skabes, gav det derfor også mening for mig, at det skulle rumme både hjertet og hjernen.

Hjernen repræsenterer forståelsen, tankerne og alt det, vi kan lære om os selv.

Hjertet minder mig om mennesket bag.

For mig skal der være plads til begge dele.

Så WITHEA begyndte med noget meget personligt – mine døtres navne – men udviklede sig efterhånden til et billede på den virksomhed og den form for mentaltræning, jeg selv gerne ville skabe.

Men hvis jeg virkelig skulle bygge mit eget, var der også noget andet, jeg havde brug for at finde ud af:

Hvor kom den viden og de mentale værktøjer, jeg selv havde arbejdet med gennem årene, egentlig fra?

Og det spørgsmål blev starten på en langt større udviklingsproces, end jeg havde forestillet mig.

AT BYGGE WITHEA FRA BUNDEN

Da WITHEA begyndte at tage form, havde jeg ikke lyst til bare at kopiere det, jeg kendte, og sætte et nyt navn på.

Hvis jeg skulle bygge mit eget, ville jeg også forstå det ordentligt.

Så jeg begyndte at gå tilbage og kigge på den viden, de teorier og de mentale værktøjer, jeg selv havde arbejdet med og undervist i gennem årene.

Hvor kom det egentlig fra? Hvad byggede det på? Og hvad var den oprindelige viden bag det, jeg selv havde lært?

Det udviklede sig hurtigt til lidt af et projekt.

Jeg begyndte at bygge mine egne systemer og en database, hvor jeg kunne samle materialet, krydstjekke det og gå baglæns for at finde frem til teorierne og oprindelsen bag de forskellige emner.

Det var enormt spændende.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, var det også lidt af en øjenåbner.

For jo længere ned jeg kom, desto mere kunne jeg se, at meget af det, jeg kendte, ikke nødvendigvis var ny viden. Bag meget af det lå allerede kendte psykologiske teorier og principper, som gennem tiden var blevet forklaret, sammensat og præsenteret på forskellige måder.

Og det satte gang i et helt nyt spørgsmål hos mig:

Hvis den samme grundlæggende viden kan formidles på forskellige måder – hvordan ville jeg så selv gøre det?

Jeg havde ikke lyst til bare at give gamle forklaringer nye navne.

Jeg ville helt tilbage til forståelsen bag dem og derefter finde min egen måde at gøre den anvendelig på.

Hvordan forklarer man noget komplekst, så et helt almindeligt menneske kan forstå det?

Hvordan gør man det visuelt?

Hvordan omsætter man teori til et konkret mentalt værktøj?

Og hvordan bygger man det ind i et forløb, hvor tingene kommer i en rækkefølge, der giver mening?

Det blev faktisk en stor del af udviklingen af WITHEA.

Jeg begyndte at bygge mine egne værktøjer, forklaringer, visuelle modeller og materialer ud fra den viden, jeg fandt – samtidig med at jeg brugte de mange års erfaring, jeg allerede havde med at undervise og arbejde med mennesker.

På den måde blev WITHEA ikke et forsøg på at opfinde psykologi på ny.

Det blev mit forsøg på at forstå den ordentligt, gøre den gennemskuelig og finde min egen måde at formidle den på, så mennesker faktisk kan bruge den i deres hverdag.

Samtidig var det vigtigt for mig, at jeg ikke byggede noget, der kun kunne fungere, hvis det var mig, der sad over for klienten.

Jeg ville bygge en struktur, nogle værktøjer og et system, som andre dygtige mentaltrænere også kunne arbejde med, samtidig med at den personlige relation og den enkelte mentaltræners måde at være menneske på stadig fik plads.

Jeg kommer selv til at arbejde med klienter i WITHEA, men ambitionen er større end det antal mennesker, jeg selv kan nå at sidde overfor.

Derfor vil der også løbende blive præsenteret mentaltrænere, som bliver en del af WITHEA.

For hvis WITHEA skal kunne hjælpe flere mennesker, skal det også kunne leve og fungere gennem andre dygtige mennesker end mig.

WITHEA er stadig i begyndelsen.

Meget er allerede bygget, men der er også meget, jeg først skal til at føre ud i livet. Og for første gang i lang tid føles det, som om jeg bygger i en retning, jeg selv har valgt.

Jeg kommer fortsat til at arbejde med mennesker og have mine egne klienter, men WITHEA skal være større end det, jeg selv kan nå.

Derfor kommer jeg også løbende til at præsentere de mentaltrænere, der bliver en del af WITHEA.

Men jeg vil også gerne forsøge at bygge samarbejdet mellem mentaltrænerne på en anden måde.

Jeg ønsker ikke en kultur, hvor vi konkurrerer om klienterne, eller hvor den ene skal tjene på at sende et menneske videre til den anden gennem finder's fees.

Jeg vil hellere bygge et sted, hvor vi ser hinanden som kollegaer og sammen forsøger at løfte WITHEA.

Den økonomiske ramme skal selvfølgelig hænge sammen. Der er moms på forløbene og udgifter til blandt andet platform, materialer, administration, markedsføring, undervisning og den løbende drift af WITHEA.

Derfor er ambitionen heller ikke bare at sætte et tilfældigt beløb på, hvad WITHEA eller mentaltræneren skal have.

Jeg vil gerne udvikle den økonomiske model i samarbejde med en gruppe af mentaltrænere, så vi får hele regnestykket med og finder en fordeling, der både gør WITHEA økonomisk bæredygtigt og føles fair for den mentaltræner, der udfører arbejdet.

I stedet for individuelle finder's fees vil jeg hellere have, at en del af økonomien går til en fælles markedsføringspulje, som bruges på at skabe synlighed og nye klienter til WITHEA og mentaltrænerne.

For tanken er egentlig ret enkel:

Vi skal se hinanden som kollegaer – ikke konkurrenter.

Hvis én lykkes, skal det ikke være på bekostning af en anden. Jeg vil hellere forsøge at skabe et fællesskab, hvor vi hjælper hinanden, deler erfaringer og sammen løfter WITHEA.

Og WITHEA kommer ikke kun til at bestå af det 30-ugers forløb, der findes i dag.

Der kommer nye mandegrupper og retreats, og med tiden kommer der også andre forløb, så der kan være noget for mennesker, der står forskellige steder i livet.

Og måske kommer der også en podcast igen.

Det må tiden vise.

Der er i hvert fald meget, jeg stadig gerne vil skabe, fortælle om og tage mennesker med ind i.

DEN LÆNGERE HISTORIE KOMMER OGSÅ

Det, du har læst her, er kun en lille del af min historie.

Det er svært at koge mange år, store beslutninger, oplevelser og mennesker ned til nogle få afsnit på en hjemmeside uden samtidig at miste en masse af det, der skete undervejs.

Derfor arbejder jeg også på en e-bog, hvor jeg fortæller historien i en langt større sammenhæng.

Her kommer jeg blandt andet til at fortælle om min egen vej ind i mentaltræning, mine mange år i Lyngemetoden, hvordan jeg selv oplevede det at være en del af virksomheden, det jeg var med til at bygge, og de ting, der undervejs begyndte at få mig til at overveje, om jeg fortsat skulle være en del af det.

Jeg kommer også til at fortælle om tiden omkring Operation X – både perioden før programmet, selve forløbet omkring udsendelsen og det, der skete bagefter.

For min historie begyndte ikke med Operation X.

De problemer og overvejelser, der gjorde, at jeg begyndte at tvivle på min fremtid i virksomheden, var startet længe før. Jeg havde faktisk overvejet at sige op, før Operation X kom ind i billedet.

Det synes jeg er vigtigt at fortælle, fordi virkeligheden sjældent kan koges ned til én begivenhed eller ét tv-program.

Der er mange flere nuancer i de år, end jeg kan – eller ønsker at – fortælle på denne side.

I bogen bliver der plads til hele forløbet. Ikke kun det svære, men også alt det gode, menneskerne, oplevelserne, det jeg lærte, det jeg selv kunne have gjort anderledes, og de valg der til sidst førte mig videre.

Det bliver min oplevelse af historien – fortalt fra mit perspektiv.

E-bogen kommer senere, og når den er klar, vil den kunne findes her på siden.

Indtil da er WITHEA kun lige begyndt.

Jeg ved ikke præcis, hvor det hele ender. Men jeg ved, hvilken retning jeg gerne vil bygge i – og denne gang bygger jeg noget, jeg selv kan stå på mål for.